Til bryllupper danser stort set alle. Et år senere danser de færreste. Springet mellem de to er værd at kigge på, for det handler sjældent om manglende lyst.
Den første barriere er ikke trinnene
Det er tanken om at stå på et gulv og være dårlig til noget foran andre voksne. De fleste voksne har ikke prøvet at være nybegynder i mange år, og følelsen er ubehagelig nok til at man udskyder.
Paradokset er at alle på et begynderhold har præcis den samme frygt. Rummet er fyldt med mennesker der hver især tror de er den eneste der ikke kan finde ud af det.
Den anden barriere er beslutningen
Et danseforløb kræver at nogen melder til, at der findes en fast aften, og at begge parter siger ja. Det er tre beslutninger, og de kolliderer med en travl hverdag. Derfor bliver det ved snakken.
Netop derfor virker det ofte bedre som gave end som eget initiativ. Får man et gavekort til et kursus, er beslutningen truffet af en anden, og der er en udløbsdato der presser mildt på. Mange par kommer først af sted fordi nogen gav dem et skub.
Vælg formen efter jer selv
Nogle par har det bedst med et fast hold over ti uger, hvor rutinen gør arbejdet. Andre falder fra så snart der er tre tirsdage i træk. For dem er et enkelt intensivt forløb over en weekend en bedre model.
Hvad der faktisk sker efter tre gange
De fleste når et punkt omkring tredje eller fjerde gang, hvor kroppen begynder at gøre noget af arbejdet selv. Det er der glæden kommer. Kommer man ikke så langt, oplever man kun besværet, og så er konklusionen givet på forhånd.
Det behøver ikke føre til noget
Man skal ikke danse for at blive god til at danse. De fleste par der bliver ved, gør det fordi det er en fast aften hvor telefonen ligger væk og man rører ved hinanden. Trinnene er anledningen, ikke formålet.